Sådan redigerer du billeder til din hjemmeside
Skrevet af Anders Fosnæs den 25. januar 2010
Som administrator af din egen hjemmeside eller webshop, står du sikkert ofte med et problem, når du vil anvende billedemateriale på din side. Fra webbureauets side har vi i opstartsfasen lagt en række billeder ind, som er perfekt beskårede og tilpassede til din side, men hvad gør du, når du selv skal stå for driften af din hjemmeside?
I vores og mange andre content management systemer er der nogle simple indbyggede værktøjer, der skalerer billederne til forudbestemte formater, som er optimeret til den enkelte hjemmeside. Men engang imellem slår det ikke helt til, og så kan der være behov for at behandle billederne allerede inden de uploades til systemet.
Det er de færreste, der tilfældigvis har Photoshop installeret på computeren, og for langt de fleste vil det heller ikke kunne betale sig at investere tid og penge i professionelt software. Så er det jo heldigt, at der findes gratis programmer, der både er nemmere at bruge og sagtens kan opfylde de fleste brugeres behov.
Et af mine favoritprogrammer til simpel billedredigering er Googles Picasa, som indeholder et hav af muligheder, for de der ikke har mod på at kaste sig over Photoshop. For hjemmeside- og webshop-administratorer, vil jeg især fremhæve funktionerne til at beskære og eksportere billeder til et fast format, som man selv kan definere (fx. 4:3 forhold). Det vil sige at administatoren på en nem måde kan gemme sine billeder i faste størrelser til brug på hjemmesiden eller webshoppen.
Se mere om Picasa i videoen herunder eller download programmet ganske gratis her
